Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

"Instrumentalpædagogikken skal udfordres, ellers udvikler den sig ikke"

Forfatter: David Efraim Poulsen
Af David Efraim Poulsen

Det mener forsker i instrumentalpædagogik ved Århus universitet Øyvind Lyngseth. Han oplever, at der mangler en kritisk diskussion af instrumentalpædagogikken i Danmark: ”Det er en hæmsko for den naturlige udvikling af faget”, siger han.

 

Instrumentalunderviseren som blev forsker

Bratschisten Øyvind Lyngseth fra Århus har netop afsluttet sin Ph.d.-afhandling om instrumentalpædagogikkens vidensgrundlag. Forskningsprojektet er blevet til i et velfungerende samarbejde mellem Århus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium. Med sine mere end tyve års erfaring som instrumentallærer på musikskolen har Øyvind Lyngseth et ganske godt erfaringsgrundlag at arbejde ud fra. Siden har han taget en kandidatgrad i filosofi, og det var her, han blev opmærksom på flere grundlæggende problemstillinger i instrumental-pædagogikken. Særligtsammenhængen mellem viden og kunnengjorde ham nysgerrig. ”Min interesse går på at undersøge forudsætningerne for den instrumentale viden, som vi baserer vores undervisning og vores musiske kunnen på”, siger Lyngseth og forklarer: ”Det kommer fx til udtryk, når man vejleder strygereleven i, hvordan buen skal holdes eller sangeleven i, hvordan støtten skal anvendes.”

Hvad er instrumentalpædagogik?

Instrumentalpædagogikken er den del af musikpædagogikken, der knytter sig direkte til undervisningspraksis på instrumentet. Den bygger på den viden, som ligger bag musikerens kunnen. Lyngseth undersøger i sin forskning, hvordan viden skabes i undervisningssituationen og i musikerens praksis. ”Musikerens viden om sin kunnen er kun delvist bevidst, og når den skal forklares, kommer man ofte til kort”, siger han. Det kaldes for ”tavs viden”, og den er væsentlig for instrumentallærerens valg. At blotlægge en sådan viden er ikke kun et spørgsmål om at kunne forklare og begrunde sin undervisning. Der findes et endnu dybere lag af viden, som er styrende for den måde, vi vælger at anvise og forklare på. ”Det er noget, der ”spiller bag vores ryg” på en anonym og skjult måde”, forklarer Lyngseth og fortsætter: ”Forskningen er vores mulighed for at stille fagligt kvalificerede kritiske spørgsmål til disse ubevidste automatvalg og gøre dem bevidste, så de kan både deles og ændres. På den måde bliver lærerne og de studerende i stand til at foretage individuelle, velunderbyggede valg i stedet for bevidstløs reproduktion”, siger han.En antagelse, man ofte møder ifølge Lyngseth, er følgende: Spiller du godt, så skaber du også gode elever”, men det behøver ikke at være tilfældet. Instrumental kunnen er ikke det samme som instrumental viden, og viden er afgørende, hvis instrumental kunnen skal formidles og blive til læring hos de studerende og hos underviseren selv.

Forskning udfordrer vanetænkningen

Når Øyvind Lyngseth under sine foredrag stiller spørgsmålet ”Hvad bygger du din praksis på?”, er svaret ofte: ”Jeg spiller sådan, fordi jeg mener, det er sådan, musikken skal spilles!” eller ”Det fungerer bedst for mig, derfor gør jeg det på denne måde!”. Men, spørger han: ”Har alle elever det bedst med at gøre det lige som dig? Og, hvad er baggrunden for dit valg?”. Han oplever desværre ret ofte, at vi instrumentallærere har svært ved at tage kritisk stilling til vores egen praksis. Instrumentallærernes undervisningskompetencer grundlægges for de flestes vedkommende på musikkonservatoriet. Her anvendes mesterlæreprincippet, som Lyngseth beskriver som en unik undervisningsform med mange fordele. ”Det er ikke selve metodevalget, men i højere grad tilgangen til instrumentalpædagogikken, som er afgørende for, om de studerende inspireres til kritisk dialog om praksis med deres lærere og hinanden”. Han mener, at vi bør sikre, at professionen er i konstant udvikling gennem en kontinuerlig dialog mellem forskning og praksis. Lyngseth påpeger, at ”Når forskning udfordrer indgroede rutiner, giver det modstand, men det inspirerer også til at bruge sund fornuft og analysere egen praksis med mulighed for fornyelse.

Derfor skal vi udvikle instrumentalpædagogikken

Den instrumentalpædagogiske forskning har ifølge Øyvind Lyngseth ikke gjort meget væsen af sig i Danmark. Det er måske også derfor, at den instrumentalpædagogiske udvikling på musikkonservatorier, MGK og musikskoler ikke har flyttet sig grundlæggende over de sidste mange årtier. Det på trods af, at der findes mange pionerer, ildsjæle og dygtige fagfolk, som utrætteligt arbejder med at udvikle og nytænke musikpædagogikken og metoderne generelt. Kigger man på undervisningstilbud og instrumentalpædagogiske materialer, afspejler det med små variationer samme tendens: ”Hver lærer, sin instrumentskole”. Lige nu ved vi ikke, om denne instrumental-pædagogiske tilgang er den bedste, for som Lyngseth siger, ”Vi mangler en bred kritisk dialog om praksis”, og han fortsætter: ”Det er helt afgørende med en videnskabelig funderet forskning som fundament, når instrumentallærerne indbyrdes skal i dialog om instrumentalfaglige valg. Hvis dialogen ikke hviler på et sagligt og fagligt kvalificeret grundlag, kommer det udelukkende til at handle om personlig smag eller hvilken instrumentaltradition, man vedkender sig […] Og i denne sammenhæng bør færdigheder ikke være en autoritet i forhold til viden – det bør snarere forholde sig omvendt.”

Faglig ensomhed er usund for instrumentallærerne

Manglen på instrumentalpædagogisk forskning er lidt overraskende, da instrumentalpædagogikken er det mest basale uddannelsesredskab på musikkonservatorier, MGK og musikskoler. Ifølge Øyvind Lyngseth har denne mangel flere uheldige konsekvenser. For det første fastholder manglen på en kollektiv dialog om instrumentalpædagogikken lærerne i en faglig ensomhed. ”Når vi ikke kan dele vores tanker og overvejelser, isolerer vi os og bliver personligt sårbare. Det svækker den faglige selvtillid og kan i værste fald give stress-symptomer”, siger han og fortsætter: ”For det andet hæmmer den manglende indsigt udviklingen af fælles platforme og fora til videndeling eller netværk til dialog om instrumentalpædagogiske problemstillinger”. Lyngseth gør opmærksom på, at etnografisk forskning anskueliggør, at læring opstår gennem deltagelse i praksis. Han mener, at vi bør imødegå den faglige ensomhed hos den enkelte lærer gennem en kollektiv læreproces i praksis. Forskning kan bryde den stilstand, vi har oplevet inden for instrumentalpædagogikken og skabe læring og udvikling af professionen. ”Jeg mener, at lærerne og de studerende har brug for en videnskabelig ballast […] Det er nødvendigt, at lærere og studerende indgår i læringsfora, hvor de opøver og anvender evnen til kritisk stillingtagen til egen og andres instrumentalpædagogiske praksis.”

Forskning kan trække, men politikerne skal skubbe

Lyngseth har ikke noget præcist bud på, hvordan rammerne omkring den instrumental-pædagogiske forskning skal være i fremtiden. Han er dog overbevist om, at ”den instrumentalpædagogiske forskning skal tage sit udgangspunkt i praksis på musikkonservatorierne”. Han pointerer, at en afgørende forudsætning er, at vi når frem til en kollektiv erkendelse af, at der er brug for at udvikle instrumentalpædagogikken. Den erkendelse skal ske på alle niveauer lige fra individ- over institutionelt og til politisk niveau. En anden pointe, Lyngseth peger på, handler om forskernes kvalifikationer. Han oplever det som relevant, at forskerne har en bred uddannelsesmæssig baggrund med indsigt som musikere, musikpædagoger og med en akademisk uddannelse fra universitetet. ”Det er en fordel, når musikkonservatorierne samarbejder med universiteterne”, siger han ”Det skaber en god balance mellem praksis og videnskab”. Det økonomiske fundament, som også er afgørende for, om forskningen kan udvikle sig, er ikke mindre komplekst. Der er rift om fondsmidlerne, og derfor er det utrolig svært for et smalt område som instrumentalpædagogik at tiltrække sig økonomisk støtte. De lovgivningsmæssige rammer, politikerne har udformet omkring forskningen, er forskellige for de forskellige ministerier. På universitetet er det et politisk krav, at der forskes, på musikkonservatorierne er det frivilligt.

I Norge er der fokus på instrumentalpædagogisk forskning

Hvis vi kigger ud over Danmarks grænser, virker nabolandet Norge særligt interessant. Her eksisterer flere inspirerende eksempler på instrumentalpædagogisk udviklingsarbejde. Norsk kulturskoleråd har etableret Norsk Netværk for Kulturskolerelateret forskning. Formålet med dette samarbejde er ifølge hjemmesiden at ”fremme forskning og formidling af forskning samt fremme kontakten mellem forskellige typer højere uddannelse, forskningsfelter og kulturskoleområdet”. Et andet tankevækkende eksempel er organiseringen af musikkhøgskolen, Norges svar på Danmarks musikkonservatorium. Musikkhøgskolen er en del af universitetet, hvilket har resulteret i en levende instrumentalpædagogisk forskning og et etableret forskermiljø inden for musikområdet. Norges Musikkhøgskole påpeger på deres hjemmesidevigtigheden af at øge de ansattes bevidsthed og udvikling gennem kunstnerisk og videnskabelig forskning inden for musik, musikpædagogik og musikterapi. På deres hjemmeside findes over hundrede forskningsprojekter fra 2012 og fremefter - flere specifikt inden for instrumentalpædagogisk forskning.

Forskning er en værdiskabende investering i fremtiden

Øyvind Lyngseth mener, at vi skal have en undersøgende tilgang til, hvad instrumentalpædagogisk forskning skal indeholde. ”Et godt eksempel til inspiration”, siger han, ”er Netværk for Humanistisk Sundhedsforskning på Århus universitet ved professor Uffe Juul Jensen. Her indsamles viden fra hele samfundet fx sundhedsfaglige diskussioner fra kronikker og artikler af antropologer, læger, sociologer, filosoffer, samfundsvidenskabelige forskere, osv. Alle disse problemstillinger drøftes i et forum bestående af repræsentanter fra alle sundhedsfaglige interessegrupper. Der er således en levende, kritisk debat på fagområdet.” På musikkonservatorierne findes til sammenligning udvalget FOKU (FOrskning og Kunstnerisk Udvikling) bestående af konservatoriets ansatte. ”Vi skal åbne det meget mere op […]Der skal indgå fagfolk fra mange områder, fx neuromusikologer, sociologer, antropologer, psykologer osv., der alle har en faglig interesse i musik”. Øyvind Lyngseth oplever allerede nu en stor interesse i forskermiljøet, når han fortæller om sit forskningsprojekt. Han ønsker gennem sin forskning at sætte fokus på behovet for at udvikle en egentlig instrumentalpædagogik, der hviler på et humanistisk velkvalificeret vidensgrundlag. Hans håb er, at fagområdet kan se udviklingspotentialet og vil prioritere til fordel for instrumental-pædagogikken fremadrettet. Øyvind Lyngseth lægger stor vægt på, at forskning ikke er vigtigere end praksis. ”Tvært imod er det netop samspillet mellem forskning og praksis, som skaber den dynamik, der sikrer en kontinuerlig udvikling af faget i tråd med nyeste viden” siger han og tilføjer: ”Husk, at selv om kritik gør ondt, det mærker jeg i mit eget arbejde, så bringer det dig videre med en øget indsigt og en dybere forståelse personligt og fagligt.”

 

Øyvind Lyngseth er uddannet bratschist og har arbejdet i symfoniorkestre i Norge og Danmark samt undervist på violin og bratsch i 21 år. Lyngseth har ligeledes en Bachelor i filosofi fra Aalborg Universitet (2006), en Cand. Mag. i filosofi fra Aarhus Universitet (2009) og er Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, ARTS, 2014 med afhandlingen Strygerspillets epistemologi (vidensgrundlag). Afhandlingen kan læses på Det Kongelige bibliotek – www.kb.dk – efter, at den er forsvaret. Ph.d.-forsvaret finder sted den 15. december 2017, kl. 13.00 på Aarhus Universitet og er åbent for alle interesserede.

 

Det er muligt at booke et foredrag med Øyvind Lyngseth, f.eks. i forbindelse med kultur- og musikskolernes pædagogiske dage, kurser eller workshops. Dette kan gøres via hjemmesiden www.lyngseth.dk

 

https://www.facebook.com/dmpf.dk/