Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Visioner og viskestykker

Forfatter: Mona Østerlund
Af Mona Østerlund

Der var både højtflyvende og lavpraktisk udbytte for de over 300 musikskolelærere til konferencen Musik og Læring på konservatoriet i Aarhus i begyndelsen af januar. Parallelsamfund, talentarbejde og teknik var nogle af de emner, der var på programmet.

 

 

Der er trængsel ved termokanderne, og mange hænder er i fast rutefart til bordenes slikskåle her i eftermiddagspausen på konferencen Musik og Læring på Det Jyske Musikkonservatorium. Programmet er hårdtpakket med oplæg, workshops og videndeling, og det kræver optankning i pauserne.

Margit Vestbo fra Favrskov Musikskole er en af de godt 300 musikskolelærere, der er med på konferencen, og hun synes især, at emnet musik og marginalisering er et interessant område at sætte fokus på.

At nogen tør åbne munden og sige, at der er et problem med parallelsamfund, er vigtigt, siger hun, da vi fan­ger hende i pausen, hvor hun og de andre er igennem størstedelen af den to dage lange konference i den første uge af januar.

 

Der er meget at fordøje fra de to dage, synes Margit Vestbo. For ikke bare problematikken med musik i for eksempel ghettoer er interessant. Det var konferencens første dags fokus på talentudvikling også.

I det hele taget er det godt at få hørt noget om, hvad der rører sig og få fyldt noget viden på, som vi kan give videre til eleverne, mener hun.

 

For Erik Nørgaard Samuelsen, der er helt nyansat lærer ved musikskolen i Ringkøbing-Skjern, er det især de helt konkrete redskaber til undervisningen, han tager med sig fra Aarhus.

Jeg suger til mig i de her dage og får diagnosticeret nogle af de ting, der har knebet for mig hidtil, så jeg kan se, hvad jeg skal arbejde med, lyder meldingen fra den unge lærer.

 

Og netop det spænd mellem det visionære og det prak­sisnære er præcis også et af formålene med de to dages konference, siger konservatoriets rektor Claus Olesen.

I musiklivet har der været en tendens til enten at være højtflyvende eller praktisk, men her skal vi være begge dele, så deltagerne kan komme hjem med noget, de kan bruge direkte og samtidig få noget med perspektiv i med sig, siger han.

undefined Mette Bock, Alf Kraggerud, Mats Björkman og Claus Olesen

Derfor gik deltagerne fra blandt andre at høre den nye kulturminister, Mette Bock, tale om talent den ene dag og Karsten Aaholm tale om musik og marginalisering den anden dag – til i mindre grupper at nørde med emner som blæserteori, sangteknik, bedre lyd på sammenspilsholdet og meget mere.

 

Dæmp lyden

Mens alle har hørt de samme oplæg i Musikhusets lille sal om formiddagen, spreder deltagerne sig ud i mindre grupper om eftermiddagen for at blive klogere på de emner, de har valgt sig ind på, og her er det helt praktisk.

På workshoppen ”Bedre lyd på mit sammenspilshold” kommer det blandt andet til at handle om, hvad man som musiklærer kan gøre for at få acceptabel lyd, når man har et sammenspilshold ude på en folkeskole – og kun har en lektion at gøre godt med – eller hvordan et sammenspilshold med ivrige trommeslagere og forsigtige sangere kan blive en succes.

 

Indretningen er nødt til at være på plads først, slår work­shoplederen, lydtekniker på konservatoriet Thomas Qvist Nielsen, fast. Især hvis undervisningslokalet er et rektan­gulært rum, hvor væggene vil lade lyden bølge frem og tilbage. Det er man nødt til at gøre noget ved, siger han til deltagerne.

Tykke gardiner er en nem og lavpraktisk måde at få den gode tørre og varme lyd på, lyder lydteknikerens råd.

Er der klinker på gulvet, skal der også gulvtæpper til. Det gør en kæmpe forskel, minder han om. Og en stor, tung sofa i lokalet kan også absorbere noget bas.

 

Nogle af deltagerne indvender, at de jo kommer ud på en skole i bare en time og derfor ikke kan begynde at ændre indretningen.

 

Her er min holdning, at hvis man ikke har ordentlige arbejdsbetingelser, skal man gøre noget ved det. Jeg mener, skolerne er forpligtet til at sørge for det, siger Thomas Qvist Nielsen.

Så musiklærerne må få deres leder til at tage den diskus­sion med folkeskolens ledelse om at skabe de rigtige arbejdsforhold, er han og deltagerne enige om. Og gardiner, tæpper og måske en sofa fra genbrug er ikke alvorlige poster på et budget.

Nogle steder kan man jo godt finde 25.000 kroner til et sanganlæg, men det giver ingen mening, hvis ikke der er gjort noget ved lokalet først, slår lydteknikeren fast.

Virker det umuligt at få gjort noget ved forholdene, er det tid at trække arbejdsmiljøkortet.

I får det dårligt, hvis I underviser i et lokale, hvor der ikke er arbejdet med lyden – der bliver jo heller ikke undervist i dansk i et rum med mug, siger han.

Næste step til den gode lyd er at undgå, at lydniveauet stikker af, som han siger, når eleverne begynder at spille. Så kan sangerne ikke høre sig selv, fordi de er oppe mod en mur af lyd fra trommer og guitar.

Instinktivt vil man så skrue op, det er meget naturligt, men en dårlig løsning, der gør, at man er træt og udmat­tet, når man kommer hjem. Risikoen er, at man vænner sig til et for højt lydniveau, advarer Thomas Qvist Nielsen.

I stedet opfordrer han deltagerne til at prøve en øvelse, han ofte bruger: at slukke for lydanlægget og lade musi­kere og sangere spille og synge akustisk.

Så kan de jo godt høre, at vokalen er meget svag, så de andre instrumenter er nødt til at gå ned i styrke. Det kan give eleverne noget perspektiv på, hvem der er stærke og svage i sammenspil. De stærke instrumenter skal lære at skabe plads til de akustiske instrumenter, siger Thomas Qvist Nielsen.

Pointen er at lade det svage led, sangerne, sætte niveauet og lade de øvrige indrette sig efter det, og at lade lyd­mæssigt svage instrumenter som strygere placere sig, hvor de kan høre sig selv. Nogle af deltagerne mener, det er svært at lære elever i 7.-8. klasse.

Ja, og så kan det også være ok at dæmpe trommerne med et viskestykke eller håndklæder. Selvfølgelig skal det angribes pædagogisk korrekt, når man beder nogle om at skrue ned. De skal have at vide hvorfor, siger han på workshoppen, hvor han og deltagerne også kommer omkring teknikken i lydanlæg; om fordelen i at forstærke instrumenterne lokalt for at få mest muligt væk fra san­ganlægget; om det vigtige i at få sangerne helt tæt på mikrofonerne og gerne røre dem med læberne for at få den gode lyd – og meget mere.

 

Sangteknik som middel

En af de andre workshops har fokus på sangteknik, og her handler det også i høj grad om, hvad der skal ske, inden eleven synger – og også her bliver der pludselig snak om viskestykker...

Bebiane Bøje, docent ved konservatoriet, leder work­shoppen.

Som sangpædagog skal man give folk en teknik, så de kan holde til at synge. Vi skal huske, at teknik er et mid­del, ikke et mål. Målet er musikken, og teknikken skal frisætte, så vi kan lave musik, minder hun om som ind­ledning til workshoppen, hvor deltagerne i praksis prøver øvelser af, der kan gøre kroppen klar til sang.

Underviser og deltagere deler yndlingsøvelser, der kan bruges som opvarmning til sangtræning. Bebiane Bøjes favorit i forhold til kropsligt arbejde er at stå stabilt med god tyngde ned i halebenet, lade hovedet falde forover i en blød bevægelse og lade tunge skuldre og hænder trække overkroppen nedad, indtil man ikke kan komme længere. Afspændte knæ, dybe vejrtrækninger, giv godt slip i nakkemuskulaturen, lyder instruktionen fra Bøje, mens alle prøver øvelsen af og til sidst ruller stille og ro­ligt op igen, inden de også prøver at lave ottetaller med bækkenet for at blødgøre lænden og forestiller sig at stå inde i en tønde, der skal males indvendigt med kroppen. I begge retninger – store cirkler og små cirkler.

Deltagerne giver eksempler på deres øvelser og beretter om for år tilbage at blive undervist på konservatoriet af Etta Ca­meron, hvor de som studerende skulle medbringe et viske­stykke til at vikle om tungen, og så trak Cameron i tungen. Det kan være grænseoverskridende, men et par af undervi­serne bruger det lidt med elever, hvor de lader eleverne selv trække i egen tunge, fordi det er meget virkningsfuldt.

Ud over øvelser deler deltagerne også gode råd. En musiklærer har en udfordring med en elev, der spænder i kæben. Få hende til at stå som om, hun skal spille bord­tennis eller badminton, lyder et råd.

Og de taler om erfaringer med, hvordan de kan få elever til at øve: med nogle sangelever fungerer det at lave et konkret øveprogram og en realistisk aftale om fx tre gange øvning om ugen. For andre fungerer det at optage en video fra undervisningen, hun kan øve efter derhjemme.

Gode steder at finde øvelser, teori og instruktive videoer er også noget af det, Bebiane Bøje deler med deltagerne: For eksempel Komplet sangteknik på https://complet­evocal.institute, videoer fra http://cvtresearch.com, og artikler på Journal of Voice, www.jvoice.org.

 

Vi kan mere sammen

Det er tredje år, konservatoriet holder den gratis kon­ference for musikskoleundervisere, og ud over at give deltagerne inspiration til arbejdet, er man fra konservato­riets side også ude på at blive klogere i mødet.

Ideen er opstået, fordi vi ser et behov for at få en dialog med ledelse og undervisere på musikskolerne. Vi mener, det er vigtigt at have et sted, et forum, hvor vi får sat en dags­orden. Vi har noget, vi gerne vil dele med dem, og så vil vi også gerne blive klogere på den virkelighed, de er i derude. Det er vigtigt for os hele tiden at holde os opdateret, så vi kan udvikle uddannelserne efter det, siger rektor Claus Olesen.

Rektor Claus Olesen undefined

Efter selv at have arrangeret de to foregående konferencer har konservatoriet denne gang nedsat en styregruppe med repræsentanter fra musikskolerne for at sammensætte programmet, der altså både havde fokus på talentudvikling samt på musikpædagogik og samfund.

En af de erfaringer, Claus Olesen har fået af de to dage, er at blive bekræftet i, at det er vigtigt, at konservatoriet fortsat skal styrke de studerendes evne til at arbejde i store grupper, for det får de brug for, når de kommer ud. Desuden har han opdaget, at der er rigtig mange musikskolelærere, som be­skæftiger sig med målgrupper, som normalt ikke er så meget i søgelyset, blandt andet udsatte unge, flygtninge og andre marginaliserede grupper. Derfor skal konservatoriet også have fokus på de mere specielle grupper, mener rektoren.

Endelig mener han, konferencen har givet et godt billede af vigtigheden af samarbejde mellem institutionerne.

For mig bliver det i hvert fald klarere og klarere, at vi er nødt til at have et stærkt samarbejde. Vi står i en posi­tion, vi har stået i længe, men vi må kunne noget mere sammen. Der må være potentiale for at gøre noget, in­gen af os kunne gøre hver for sig. Det kan for eksempel være bedre sammenhæng i talentudviklingen og at skabe en bedre vej gennem undervisningssystemet for den enkelte elev. Konferencen her er jo i sig selv et glimrende eksempel på, hvad man kan sammen. De første år, hvor vi selv stod for det, havde vi 40 deltagere. Nu har vi 330, fordi vi gør det sammen, siger Claus Olesen.

Og flere ville godt have været med. Konferencens pladser blev hurtigt fyldt op, da tilmeldingen blev åbnet i efter­året. ■

 

FOTO: Det Jyske Musikkonservatorium